I

Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed
Om Fuldmaanens Vee & Grue

Naar det klagede op mod hendes Skjaer
Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer nær
Vakt vaer dends gamle Mayestet

Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Ljus, som han splidder med dend
Skygge som han spreer
Skyggen aff een ukjend Mackt
Der dend hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt

Dende Djefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mandeæt forsvandt
Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv
Han dræber, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen

Aff Djefvlen han bleff skjænked een Gave
Der ved Troldom favned han til Ulv
Ey vaer han længer een Guds Slave
Der ved Midnat vandred ofver hule Grave